Translate

mandag den 24. november 2014

Fødselsdagsfest og fladfodsløb

Pyyh! Det har været en travl weekend for mit vedkommende.

Fredag eftermiddag var jeg i Aalborg hos Undo-it.dk og få laser på min tattoo - det bliver aldrig noget, jeg vænner mig til, men jeg lever endnu, og så slemt var det jo egentligt heller ikke.
Lørdag kom min familie på besøg til fødselsdag, min fødselsdag, og det var rigtigt hyggeligt. Mormor havde bagt de famøse mormorboller, dem med den lækre kardemommeduft, som altid hang i luften, når man var på besøg hos hende som barn. Hun havde også en krydderkage med smørcreme med, og den var lige så stort et hit.

Vi spiste en masse mad og drak meget kaffe, og jeg fik nogle fantastisk dejlige gaver! Meget tiltrængt, fik jeg noget tøj af min mor og hendes mand, og kun én træningstøjsting så jeg også har noget at tage på, når jeg ikke træner. Af min bror, søster og hendes mand fik jeg et gavekort til H&M, og jeg ved allerede, hvad det skal bruges på; nytårsudsalgs-shoppetur med to veninder jeg har fået på mit nye studie. Af mine svigerforældre har jeg også fået et gavekort, til Vero Moda, og det skal også bruges på shoppeturen. Og så har jeg en flink sponsor i Undo-it, så dér var også faldet lidt af til gave, af dem har jeg fået to par lange træningstights, og det var også tiltrængt, efter jeg fik tyvstjålet mine tights på skolen i sidste måned.

Min familie overnattede til søndag, hvor vi hyggede med morgenmad, inden jeg skulle ud af døren (ja, jeg efterlod mine gæster til selv at smække døren, når de gik). Jeg skulle ind til Peter Piskeben fra Løblet i Århus, så jeg kunne blive en bedre fladfodsløber - det var fødselsdagsgaven fra mig til mig.
Man kan læse lidt om LøbLet her og om Peter Piskeben, på hans blog her.

I to timer blev jeg kommanderet rundt med af ham, kommanderet på den rigtige måde, så jeg kunne optimere min løbestil lidt mere, og undgå skader, som heldigvis ikke har været der endnu. Jeg lærte rigtigt meget om andre 'fremdriftsmuligheder' i løbet, så jeg kan optimere mit energiforbrug og løbe hurtigere uden at bremse mig selv, det var bare rigtigt godt.

Inden vejledningen startede, blev jeg filmet for at se, hvor skidt det stod til. Det var heldigvis overraskende positivt, og jeg fik pæne, rosende ord som: "Hvis man løber som dig, når man går herfra, er det godt." og undervejs i vejledningen "I er allerede mine yndlingskunder." ("I" fordi Jesper også var med). Jeg havde ikke selv regnet med, at jeg var god teknisk, men det har åbenbart betalt godt af, at tæske afsted i mine Vivo Barefoot dag ud og dag ind, både i gang, løb og på min fantastiske 1000-krs mountainbike (spor af sarkasme kan forekomme). Men nu hvor jeg har fået så flotte ord med, og nu også har prøvet at gøre det endnu bedre, kan jeg se lidt mere lys for enden af: 'jeg-skal-redde-alle-fra-alverdens-onder-tunnellen', dårlig løbestil og skader hører også under alverdens onder. Jeg venter i spænding og holder øje med, hvornår Posemanden vil tage nogle nye poseelever ind, som han kan lære at lære andre at løbe korrekt, så jeg kan redde endnu flere mennesker i min hverdag, og ikke kun folk der spiser uhensigtsmæssigt, har dårlige vaner, træner forkert (læs: skader sig selv med vægt på) og generelt har en skadende og usund livsstil.

Hvis man nu sidder og tænker, hvem er ham der posedamen - en eller anden bums, der kan lære folk at løbe? Få dig et liv! Så kan man læse lidt mere om ham her. 'Pose' kommer af engelsk to pose, som betyder at posere, men som også navngiver en bestemt løbeteknik, hvor målet er et naturligt løb, som dengang far var ung, og vi boede i huler, du kan læse mere om poserunning her.

Hvis du døjer med smerter i ben eller skader ved løb, håber jeg at dette har fanget din interesse, så du kunne få lyst til at lære at løbe uden skader og smerter. Rigtigt god træning derude i det fantastiske danske efterårsvejr! Du har kun hver dag én gang, nyd den!